Valgdata workshop

UPDATE: Der er tale om en fejl ved Taarbæk Skole, hvor ja- og nej-stemmerne var blevet byttet rundt. Dette er nu bekræftet af valgansvarlig fra Taarbæk. Der vil komme en officiel rettelse senere i dag.

Eksemplet illustrerer værdien af åbne valgdata. I dette tilfælde var der tale om en meneskelig fejl, i andre tilfælde kan brugen af åbne valgdata være med til at afsløre egentlig valgsvindel.

 

Data vedrørende valghandlingen i et moderne velfungerende demokrati er et skoleeksempel på data, der bør være åbne. Valgdata er af åbenlys samfundsmæssig betydning og bør altid være åbne, let og gratis tilgængelige i maskinlæsbart format uden forsinkelse og uden restriktioner for brug af nogen art. Der er stadig nogle mangler i forhold til dette i Danmark, men det skal det ikke handle om her.

Dagen efter valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemningen om Danmarks tiltrædelse til den europæiske patentdomstol afholdt vi i samarbejde med Oplysningsforbundet DEO en “valgdatafest”, dvs. en workshop hvor vi arbejdede sammen om at finde interessante vinkler i de friske valgdata. Vi fandt blandt andet at:

  • Færrest stemte nej til patentdomstolen i Rungsted (11 %) efterfulgt af valgsteder i Gentofte og Rudersdal.
  • Det absolut største nej til patentdomstolen fik vi i Taarbæk (76 %).
  • Afstemningsstederne ved Bendt Bendtsens højborg på Fyn er de steder i landet, hvor afstemningsresultatet kommer tættest på det polske landsresultat.
  • Der er klar (positiv) sammenhæng mellem antallet af stemmer på de to nej-partier (DF og Folkebevægelsen mod EU) og andelen af vælgere, der har stemt nej til patentdomstolen.
patentgraf

Grafen sammenholder valgresultatet for Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti med andelen af stemmer mod patentdomstolen. Taarbæk og Rungsted er outliers. 0.5 på akserne svarer til 50%.

Hent selv datasættet med resultater fra patentdomstols-afstemningen fordelt på afstemningssteder og tilsvarende resultater fra Europa-Parlaments-valget, data er indhentet via webscraping. Officiel data vedr. de to valg kan hentes hos Danmarks Statistik, hvor informationerne pt dog kun forefindes på opstillingskredsniveau. Mere detaljerede data kan findes hos KMD.

valggraf

På grafen er Dansk Folkeparti og de Radikales valgresultat sammenholdt. Når det ene parti klarer sig godt, klarer det andet sig dårligt. 0.5 på akserne svarer til 50%.

Du kan finde flere data og mere information på vores GitHub side herunder det fulde valgresultat med personlige stemmer helt ned til afstemningssteds-niveau lige til at læse ind i et regneark eller statistikprogram.

20 thoughts on “Valgdata workshop”

  1. Bare en lille rettelse: I jeres graf står der outliners. Det korrekte udtryk er “outliers”. 🙂

    God aften.

  2. Rungsted Skole ligger et stykke fra de andre men er ikke usædvanlig. Taarbæk Skole derimod ligger statistisk set meget langt fra alle andre valgsteder. En statistisker vil modellere data med en to-dimensionel normalfordeling svarende til konturlinjer der er ellipser. Når man lægger en ellipse om dataene uden Taarbæk Skole så ligger Taarbæk Skole meget langt væk fra de andre valgsteder. Der er noget der er ganske bemærkelsesværdigt for Taarbæk Skole. Som jeg ser det er der to muligheder: 1) De valgtilforordnede har byttet om på ja og nej stemmerne. Dette giver meget mening, da nej-procenten så vil blive 24 hvilket stemmer fint overens med den statistiske fordeling. 2) Der er flere politikere der bor i Taarbæk (bor Messerschmidt ikke på Bakken?) og man kunne forestille sig at en ivrig politiker kunne have agiteret meget stærkt for et nej til naboer og ved beboermøder, – eller at den forholdsvise lille afsondrede gruppe af taarbækkere på en eller anden måde kollektivt har fået overbevist sig om at et nej var det rigtige.

    Jeg mener at resultatet er så usædvanligt at Indenrigsministeriet bør undersøge det. En fejlombytning af stemmerne er absolut en mulighed og en meget alvorlig sag.

    Tak for at bringe denne analyse frem.

  3. Godt arbejde!

    Det er nu underligt med de data fra Taarbæk Skole, tallene bakkes skam op af kmdvalg.dk http://www.kmdvalg.dk/av/2014/A202173005.htm, men mon ikke der er noget galt, valgstedet ligger i et villakvarter, og de markante ja-sigere, de Radikale, havde et kanonvalg.

    Hvis der er tale om en fejl, så man jo sige at jeres visualisering også er fremragende til at afsløre den slags fejl.

    1. Tak og ja, det virker underligt. Visualiseringer og dataanalyser er et rigtigt godt redskab til at afsløre fejl ved valghandlingen og perspektivet er større: steder med mistanke om valgsvindel kan valgdata i nogle tilfælde afsløre uregelmæssigheder forårsaget af valgsvindel. Derfor er det afgørende at vi har adgang til disse data som åbne data. I dag leverer DST kun resultater på valgkredsniveau, for at finde denne (mulige) fejl er data på mindste niveau nødvendigt (afstemningssted).

  4. Kan det være et eller andet DTU-kollegium, der ligger i nærheden af Taarbæk skole? #BareEnTanke

    1. Jo, det kunne der godt, jeg har lige prøvet en søgning og det ser ikke umiddelbart ud til at være tilfældet. Selv hvis det var ville det være lidt interessant. DTU er jo varme fortalere for patentdomstolen og hvad ville have gjort at man netop på det skulle have stemt så anderledes end alle andre? – Jeg lover at vende tilbage her i kommentarfeltet, når vi har fundet en god forklaring…

  5. Mig bekendt er der ingen kollegier. Jeg kan heller ikke nævne software-virksomheder der. Der er/har været flere politikere der har boet i Taarbæk, og jeg synes jeg hørte i går i TV at Messerschmidt boede på Bakken (kan man det?). En heftig agitering fra en politiker som ham kunne man måske forestille sig kunne rykke stemmerne så markant.

    1. Tjo, men hvis det er tilfældet, så er det lidt mærkeligt, at han kan få folk til at stemme nej til patentdomstolen, men ikke kan få dem til også at stemme på ham selv…Den skulle i øvrigt være god nok i forhold til at Messerschmidt bor på bakken.

  6. Hej, det er en vældig interessant analyse – godt arbejde! Jeg er lokaljournalist i Lyngby-Taarbæk, så jeg er interesseret i, at Taarbæk skiller sig så meget ud – alternativt at der måske er sket en fejl i optællingen. Ved kommunalvalget i november var der 1.133 stemmeberettigede i Taarbæk, kan jeg se på KMD. Det er et område med velhavere, højt uddannede og mange selvstændige. Umiddelbart et sted, hvor man burde tro, at der ville være stor tilslutning til patentdomstolen. Mener i øvrigt, at folk, der bor på Bakken, stemmer i Ordrup og ikke i Taarbæk. Det gjorde Messerschmidt i hvert fald i følge Berlingske Nyhedsbureau.

  7. Afklaring: Der er tale om en fejl ved Taarbæk Skole, hvor ja- og nej-stemmerne var blevet byttet rundt. Dette er nu bekræftet af valgansvarlig fra Taarbæk. Der vil komme en officiel rettelse senere i dag.

    1. Jeg tror det kan være fordi de 788 er antallet af udleverede stemmesedler, mens 786 er antallet af optalte stemmesedler, men jeg er dog ikke sikker. Måske andre kan verificere?

Comments are closed.