Samtidig med at Open Knowledge Danmark afholdt workshop om åbne parlamentariske data på en cafe i København, var USA’s præsident, Danmarks statsminister og statsledere fra hele verden samlet i New York for at diskutere tilsvarende emner som gennemsigtighed, deltagelse og åbenhed i den demokratiske proces. I New York handlede det om Open Government Partnership. I København var fokus primært rettet mod at få afprøvet mulighederne i Folketingets nye API.
Folketingets API blev officielt lanceret tirsdag i perfekt timing til vores arrangement dagen efter. API’en udstiller en del af de data, man allerede i dag kan finde på Folketingets hjemmeside som åbne data. Via API’en er data tilgængelig i struktureret maskinlæsbart format, hvilket gør det muligt (nemmere) at analysere, visualisere og integrere i andre løsninger. Åbningen af data fra Folketinget er et vigtigt skridt i retning af øget politisk transparens i en digital tidsalder. Det er ikke svært at finde på forslag til forbedringer (mere data, ældre data, bulkdownload, csv-format, links til andre datakilder, simple vejledninger, kodeeksempler, osv.), men i første omgang er initiativet værd at bifalde som et første vigtigt skridt hen imod større åbenhed.
Arrangementet havde ud over de godt 15 fremmødte deltagelse af en håndfuld personer online, desværre fungerede video-forbindelsen knap så godt og oplevelsen ved online-deltagelse var nok noget mangelfuld. Det er noget vi må arbejde på, inden vi næste gang forsøger os med online-deltagelse i workshops.
En del af workshoppen blev dokumenteret via vores pad og vi vil i nærmeste fremtid forsøge at samle lidt eksempler på anvendelse af Folketingets API på vores GitHub-side.
Open Knowledge Danmarks workshop blev afholdt som del af “Global Legislative Openness Week” (GLOW). Under GLOW er der afholdt lignende events over hele verden, alle under temaet åbenhed i lovgivningsprocessen.
Slutteligt skal der lyde en stor tak til alle de højt kvalificerede og engagerede deltagere, der var med til at gøre det til en god og hyggelig data-oplevelse. Vi håber, I vil være med igen en anden gang.
Tak for et super initiativ og et hyggeligt møde. Der er ingen tvivl om at vi vil gøre vores for at udnytte Folketingets API og tilgængeligegøre data henad vejen.
Jesper, DanskePolitikere.dk