Norge vil digitalisere deres skrevne kulturarv – alle bøger, faglitterære og skønlitterære, alle avis- og magasinartikler, kort sagt hvert et ord, der nogensinde er blevet nedfældet. Alt dette skal gøres frit og gratis tilgængeligt for enhver nordmand. Projektet er visionært og roses af stort set alle, så hvorfor gør vi ikke noget tilsvarende i Danmark? spørges der.
Open Knowledge Foundation Danmark mener, at der bør pustes nyt liv i den danske kulturarv. Den bør aktiveres og fremtidssikres, hvilket kan gøres ved at åbne licenserne og digitalisere værkerne. Det norske initiativ er et eksempel til inspiration.
Information bragte d. 3. januar en artikel, hvori de forklarer:
Nasjonalbiblioteket i Norge er i gang med at digitalisere hele molevitten, hele den norske kulturskat, og det norske folk får mulighed for at læse det på deres computer eller mobiltelefon. Ganske gratis.
Siden 2006 har man i Oslo samlet »alt publiceret indhold i alle medier« for at digitalisere det. Arbejdet vil tage mellem 20 og 30 år, og det forventes, at tjenesten Bokhylla står klar i midten af 2020’erne. Hver dag scannes adskillige terabytes data ind i arkiverne, og det gælder både bøger og håndskrevne dokumenter fra middelalderen til 2000.
Endvidere skriver de:
Når det omfattende digitaliseringsprojekt er afsluttet, vil alt materiale – uanset ophavsret – i sidste ende være tilgængeligt for kommende generationer af nordmænd. Har man en norsk ip-adresse, vil ikkeophavsretsligt beskyttet materiale oven i hatten kunne downloades.
Som dansker vækker det naturligvis spørgsmålet: “Bør vi ikke gøre det samme i Danmark for at aktivere og fremtidssikre vores kulturarv?”. Men hvorfor egentlig, vil nogen måske spørge? Det lyder dyrt og hvad er gavnen ved at formidle kulturarv på den måde og sikre alle borgere fri adgang?
Svaret er mangfoldigt. Det kan ganske rigtigt være dyrt, men der er rigtigt mange gode grunde der retfærdiggør prisen, og ikke nok med det – har vi råd til ikke at gøre det? At sikre kulturarven er en nødvendighed, hvis vi vil sikre Danmark og dansk kulturs eksistens i onlinesfæren og ikke mindst sikre, at vores kommende generationer har kendskab til-, vil finde anvendelse for- og bevare kulturarven.
Vi må selv sikre kulturarven en plads i cyberspace
Internettet er som bekendt i høj grad angloficeret og med god grund. Engelsk er det internationale sprog som flest mennesker bruger, og internettet fungerer nu engang bedst, når vi kan forstå hinanden. Men vi må ikke lukke øjnene for, at mindre sprog og kulturer som for eksempel den danske kan blive skubbet i baggrunden, når vi alle i stigende grad begår os på engelsk online. Det kræver en aktiv indsats af os selv at sikre, at dansk sprog og dansk kulturarv bliver repræsenteret online, ikke blot for os vores egen skyld men også for omverdenens. Alle landes kulturarv udgør en resource og en rigdom, som bør bevares og fortjener at blive anvendt – og dermed delt. Men det bliver den ikke så længe den kun findes i eksempelvis papirform i kilometerlange reoler på et støvet bibliotek eller museum, og ej heller i digitaliseret form alene – vi skal have den ud på Internettet, og så skal vi have åbnet de juridiske og tekniske porte, så danskerne har adgang til den kulturarv, som de selv er en del af. Det er dér hvor kulturarven får virkelig værdi for os alle.
Ungdommen er online, derfor skal vores kulturarv også være det
Én ting er vores eget forhold til kulturarven som voksne. Men meget vigtigere er vores børn og nuværende unge generation og de generationer der følger, da de jo er – som vi alle ved – såkaldte digitale indfødte, og tilbringer en stigende grad af deres tid online. Hvis ikke vi bygger en infrastruktur for dansk kulturarv online, så vil de unge søge mod dét der ér online: Nemlig engelsk, fransk, kinesisk, spansk – og snart norsk – kultur og kulturarv. Simpelthen fordi det er dét der er foran deres øjne når de tænder deres iPad.
Hvis vi snubler med digitaliseringen og frigivelsen af kulturarven nu, i 2014, vil det ikke automatisk bringe Moses – ungdommen – til bjerget. Det vil simpelthen gøre bjerget utidssvarende. For der er jo masser af andre bjerge på Internettet allerede.
Vores kulturarv er, som Nasjonalbibliotekets stabsdirektør, Ingjerd Skrede, også er citeret for at sige i artiklen i Information, vores kollektive hukommelse. Og i den hukommelse hos nye generationer vil der kun blive plads til hele den brede og dybe danske kulturarv, hvis vi sikrer dens eksistens og relevans nu i disse, for den virtuelle verden, formative år.
Også forsknings- og erhvervsmæssig gavn
De gode argumenter stopper dog ikke her. Også i et forskningsperspektiv vil en digitalisering og rettighedsmæssig åbning frigøre enorme potentialer. Litteraturprofessor Søren Pold fra Aarhus Universitet, som ligeledes citeres i artiklen, forklarer omkring eksempelvis litteraturen, at:
»…på den her måde får man hele bogtraditionen fedtet ind i det digitale. Alene tilgængeligheden vil muliggøre nye former for læsning, studier og analyse. Man kan lave studier på tværs af store korpusser af litteratur,« siger professoren og hævder, at det kommer til at få stor betydning for humanistisk forskning såvel som sproglig og historisk forskning.
Sidst, men ikke mindst, så vil tilgængelighed af data altid afstedkomme nye økonomiske muligheder. Nye virksomheder og arbejdspladser vil kunne baseres på de nye resourcer, ikke mindst i forbindelse med formidlingen, og kulturarven ville kunne lægges ind i de kanaler, hvor folks – og ikke mindst ungdommens – opmærksomhed ligger nu om dage: apps på telefonen og i online søgeportaler, hvor vi efterhånden henter al den viden vi ønsker. Hvis ikke viden findes online og er tilgængelig, så findes den – for rigtigt mange – slet ikke.
Hvad holder os tilbage?
Det ophavsrettighedsmæssige landskab i Danmark er dog åbenbart mere kompliceret og bureaukratisk end hos vores naboer i Norge. Omend der nogenlunde afklarethed omkring potentielle muligheder for at købe kulturarven fri – for så vidt angår den del som stadigvæk har levende ophavsmænd- og kvinder – så snakker man slet ikke som i Norge om åbne licenser og nem, fri adgang. Hvordan kan det mon være? Endvidere fremsættes det i artiklen i Information at barrieren snarere er den økonomiske byrde, som den praktiske process med digitaliseringen vil udgøre, idet den danske litteraturskat er meget mere omfattende end den norske. Men er det virkelig den undskyldning vi skal kigge tilbage på om 20-25 år, når vi er sakket helt og aldeles agterud i forhold til naboer og resten af verden? Det må kunne løses.
Kulturarven skal ikke blot være digital, den skal også være åben
Hvis man skal kritisere den flotte og ambitiøse norske plan, så må det afgjort være, at man sigter imod en tilgængeliggørelse for norske IP-adresser alene. En plan som allerede på papiret er lunken, men som i praksis faktisk noget nær ligegyldig. En IP-adresse – dvs. den adresse som Internettet giver din computer når du går online – skiftes så let som ingenting, det kan man downloade apps som automatisk sørger for, og man ser idag hvordan Internetbrugere omgår den slags trivielle barrierer i bl.a. underholdningsverdenen med stor lethed. Samtidig kan det undre hvorfor resten af verden ikke skal kunne nyde norsk kulturarv – med eksempelvis øget turisme til følge? Når omkostningerne til digitalisering og rettighedsmæssig åbning er overvundet, hvorfor så ikke få fuld, international valuta for pengene?
Det samme kan man sige om ovennævnte rettighedsmæssige forviklinger i den Danmark. Internettet er et deleværktøj og kulturarven skal bruges af folket. At digitalisere den, men så samtidig vikle den ind i kompliceret jura og en masse rettighedsmæssige begrænsninger virker ikke blot modstridigt, men sågar som at opstille unødige benspænd op for os selv.
Når alt det er sagt, så blev Rom som bekendt ikke bygget på en dag, og løsningen behøver ikke være enten/eller. Der er mere lempelige måder hvorpå vi kan løbe en rigtig udvikling igang. En stor del af vores kulturarv er betalt med skattekroner og burde derfor være nem at gøre tilgængelig. Den er jo købt og betalt. En anden stor del er så dateret at det er gledet ud af ophavsretten og dermed også juridisk fri. Et godt eksempel på dette er de 158 værker som Statens Museum for Kunst på besøgsbasis udgav under Creative Commons licens – med overvældende succes og genlyd, ikke mindst internationalt, til følge. Hvad holder os tilbage med at få digitaliseret og åbnet denne del af kulturarven nu? Vi er overbeviste om, at de resultater som en sådan manøvre ville skabe for både skabere, befolkning og omverden ville gøre det helt naturligt bagefter at tage fat med frisk mod på den rettighedsmæssigt mere komplicerede del af kulturarven.
Lad os få pustet til debatten og sat digitaliseringen og åbningen af den danske kulturarv på skinner. Det er kun os – danskerne – der kan gøre det.
Fotos:
Nasjonalbiblioteket / nb.no
Spændende artikel med en lang række gode pointer.
Jeg vil dog lige gøre opmærksom på, at Statsbiblioteket allerede er i fuld gang med at digitalisere bibliotekets samlinger, og bl,a. tilgængeliggører mere end 1,3 millioner radio-/tv-udsendelser og reklamefilm udsendt på danske kanaler siden december 2005 i Mediestream – http://www.statsbiblioteket.dk/mediestream. Samlingerne vokser dagligt med nye udsendelser, men vi arbejder også på at stille ældre dele af samlingerne til rådighed.
Ophavsretsmæssige begrænsninger gør, at vi kun kan give online adgang til forskere og studerende på længere videregående uddannelser, men enhver borger kan møde op på Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek eller Det Danske Filminstitut og få fuld adgang til alt.
I løbet af perioden 2014-2016 digitaliserer vi 32 millioner avissider fra Statens Avissamling. En del af disse bliver vi i stand til at give fri og fuld online adgang til for alle, fordi de ikke længere er omfattet af ophavsretsmæssige begrænsninger. I løbet af efteråret 2014 udvider vi Mediestream med adgang til avissiderne, som bliver gjort tilgængelige, efterhånden som de bliver digitaliseret.
Læs mere om avisdigitaliseringsprojektet på http://www.avisdigitalisering.dk og følg med efterhånden som vi offentligører de avistitler, der skal digitaliseres.
Tak for din kommentar, Karen. Initiativerne med digitalisering på Statsbiblioteket er rigtig positive, godt at høre. Det er et stærkt første skridt for denne del af kulturarven.
Men det er jo kun halvdelen af løsningen, og det undrer mig til stadighed hvordan ophavsret danner grundlag for nogle aldeles ulogiske og oldnordiske, ja nærmest komiske, konstruktioner: Eksempelvis at man skal møde op personligt for at få adgang – hvilket formål tjener det, udover at materialerne bliver brugt mindre? Det skaber jo ikke indtægt for ophavsrettighedshaverne at en stor del af målgruppen har en masse besvær med at tilgå værkerne. Hvem har gavn af det? “Der er fri adgang, men kun hvis du tager 10 armbøjninger først”. Jeg ved godt at du i din kommentar ikke forsvarer dette, så min kritik er ikke rettet mod dig.
Mht. avisartiklerne, så er dette også rigtigt godt at høre – og her lader det jo til at vi endelig har viklet os fri af alle de besværlige rettighedsbånd. Har I fastlagt hvilken licens I vil udbyde dem under?
Note: Hvis det er nemmere at svare på mail, så brug gerne den offentlige diskussionsliste for Open Knowledge Foundation Danmark – så kan andre også læse med og give deres besyv med. Du kan melde dig til på https://lists.okfn.org/mailman/listinfo/okfn-dk, og derefter poste mailsvar ved at skrive til okfn-dk@lists.okfn.org.
Velbekom – det er godt, at der er gang i debatten om tilgængeliggørelse af kulturarven.
En meget stor del af vores samlinger – fx radio, tv og aviser – er pligtafleveret materiale, og det er grunden til, at vi har lov til at give fuld adgang til det på de tre pligtafleveringsinstitutioner – Statsbiblioteket. Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Filminstitut.
Vi vil naturligvis meget gerne give online adgang for alle interesserede brugere, men vi er nødt til at respektere de begrænsninger, der ligger i fx Ophavsretsloven og Persondataloven.
Derfor forsøger vi også at forhandle aftaler på plads med de organisationer, der har forhandlingsretten for rettighedshaverne. Og der er det ganske enkelt et spørgsmål om penge, og hvor mange man har af dem.
Mht. aviserne ligger det fast, at årgange ældre end 1874 bliver fuldt tilgængelige for alle. Vi vil naturligvis forsøge at give adgang til flere årgange, men om det lykkes er endnu for tidligt at sige. Interessen for alle årgangene af aviserne er der – ingen tvivl om det.
Så enten skal vi have nogle lovmæssige ændringer, en kæmpe pose penge eller også skal vi blot erfare, at kulturarv ikke er en pengemaskine, men en gave til os alle, som beriger os alle jo mere den bliver delt.
Ja, Ophavsrettighedsloven er der desværre ikke umiddelbart nogen vej udenom. Netop derfor er det også værd at sætte spørgsmålstegn ved om loven er som den bør være, eller om den står helt eller delvist i vejen for hvad der er bedst for både skaberne og den danske kulturarv?
Bør den ses efter i sømmene og revideres efter nutidige forhold? Det må blive et rungende ja, hvis du spørger mig.
At avisartikler fra før 1874 er tilgængelige er bestemt glædeligt. Det undrer mig dog til stadighed, at aviserne føler at alle artikler fra 1875 og frem til dag tjener dem bedst ved at være spærret inde? Selvom de sælger adgang til en artikel i ny og næ og tjener lidt lommepenge på den måde, så skubber de jo folks interesse over i andre, åbne arkiver – hvorfor mon Wikipedia er blevet så populært? Tænk på al den trafik der ville være et til 100+ årigt nyhedsarkiv, hvis det var åbent og tilgængeligt på nettet? Ikke blot ville det være med til at skærpe interessen for avisens nuværende output (og dermed give mulighed for øget indtjening i en helt anden skala end løssalg af en artikel i ny og næ) – men samtidig ville avisen også bidrage betydeligt til kulturarven (og sætte sit præg på den), og den ville komme ind i opmærksomhedsfeltet hos den yngre generation. Ikke mindst de unge i den skolepligtige alder, hvor de skriver opgaver, danner sig sit verdenssyn og starter sine nyhedsforbrugsvaner. Hvilken avisredaktør ved sine fulde fem vælger at skrive sig selv ud af den ligning? Man undres.
Åbning af kulturarven og kompensation til skaberne er ikke modsætninger. Men man kan ikke kræve ublu betaling forud som i gamle dage. De gamle modeller er forældede og virker ikke mere – og hæmmer både skabere og borgere. Dem som ejer indholdet må forstå, at i Internettets tidsalder gavner lås og slå hverken dem selv eller samfundet.