Open Knowledge Danmark afholder dataworkshop med valgdata på fredag – dagen efter folketingsvalget.
Kom med til valgdata-workshop på fredag d. 19. juni i København. Det er dagen efter folketingsvalget, de sidste personlige stemmer vil tikke ind og der vil stadig være uafdækkede vinkler og spændende kort at give sig i kast med.
Formen for arrangementet er en workshop, hvor aktiv deltagelse er omdrejningspunktet. Vi samarbejder om analyser af de nye valgdata, så tag din bærbare computer under armen og duk op. Du behøver ikke være nogen data-haj for at deltage. Det bliver sjovt og lærerigt – alle er velkomne!
Tid: 16.00 – 18.00, fredag, d. 19 juni 2015.
Sted: Arne Jacobsens Alle 16, 3. København S (ved Fields, tæt ved Ørestad Metrostation). Stor tak til eTilbudsavis for at lægge lokaler og wifi til.
Tilmeldning: Af hensyn til pladsen vil vi gerne have et hint om hvor mange der kommer, tilmeld dig her eller skriv til niels@buhlrasmussen.eu hvis du ønsker at være med. Du kan også give os et pip på @okfndk
Open Knowledge Danmark har tidligere skrevet om åbne valgdata og blandt andet været medvirkende til at kortdata for de enkelte afstemningssteder nu kan videreanvendes. Vi afholdt desuden et tilsvarende og meget vellykket arrangement i forbindelse med Europa-Parlaments valget og afstemningen om patentdomstolen i foråret 2014, og håber at denne workshop vil blive lige så interessant.
eTilbudsavis har lovet at sponsorere lidt snack, en sodavand eller en øl til deltagerene. Tak.
Open Knowledge Danmark er en græsrodsorganisation, der arbejder for fri og lige adgang til viden. Vi ønsker at udbrede ideen om “åben viden”. Åben viden er et bredt begreb, der blandt andet indbefatter, at centrale offentlige data skal være åbne og frit tilgængelige, og at de skal aktiveres for at skabe værdi i civilsamfundet.
English summary: Dataworkshop on electoral data this Friday 19. June at Arne Jacobsens Alle 16, Copenhagen S. Come play with data!